Så blev det desværre min tur til at kaste håndklædet i ringen og trække stikket ud.
Eller det har det været et stykke tid....det er bare først nu jeg kan skrive det.....
Det er en rystende erkendelse at nå her til, når jeg for bare for et halvt år siden syntes, at jeg var dygtig til mit job, til nu, hvor jeg må erkende, at jeg på ingen måde har det, det kræver at være lærer efter den nye arbejdstidsaftale.
Jeg kan det ikke, det gør mig trist og usikker på fremtiden.
Før sommerferien var en dygtig lærer een, der var velforberedt, havde en plan inden han/hun gik ind i klassen, var i stand til at formidle med overskud og engagement, så eleverne blev grebet, perspektiverede bredt, følte ansvar for sin gerning og havde en faglig stolthed.
Efter sommerferien er en god lærer, een, der kan leve med ikke at være velforberedt og derved lirer lidt undervisning af fra rygraden. Een der kan leve med, at niveauet for undervisningen nu er som det er grundet de rammer, der er os givet. Een der kan gå på kompromis med sine faglige ambitioner og lever med, at den undervisning, der leveres ikke bliver perspektiveret i særlig grad. Vi når, hvad vi når.
Dette evner jeg ikke. Når jeg kigger ind i mine elevers øjne, føler jeg mig dybt, dybt forpligtiget til at levere et ordentlig stykke arbejde både fagligt og socialt. Det kan jeg desværre ikke nu.
Jeg evner ikke at leve op til det. Rammerne er ikke til det. Tanken, ånden og idéen bag flere af elementerne i reformen er fin. Ting jeg super gerne vil være en del af. Det er ting vi allerede gjorde i rigelige mængder i årene før reformen. Jeg kan bare ikke leve op til det i år. Det er et kæmpe pres, når vi nu har en professionel faglig ambition.
Det ville være rigtigt ærgerligt, hvis vi skal til at gentænke lærernes professionsideal og en del af det at skulle være lærer, ville indebære, at man kan leve med at stræbe nedefter fordi "sådan er det jo".
Jeg savner mine elever og mine kollegaer, jeg savner mit arbejde og det at undervise, jeg savner at lave noget meningsfuldt. Jeg har ikke fået stress i trods, jeg har ikke valgt det her, der er ikke noget jeg hellere ville end at pakke min tristhed og angst langt væk og kunne være der for mine egne børn og min familie, men det er desværre ikke der jeg er lige ny.
Det er så absolut ikke spor sjovt at være dømt ude, når man for alt i verden gerne vil tilbage til sine elever, som man ved har det svært eller sine kollegaer man ved må løbe hurtigere og hurtigere fordi de mangler dit sæt hænder.
Jeg tror ikke der er nogen der ønsker at gå ned med stress, og alt det der kommer med i kølvandet, jeg ved at jeg elsker mit job, jeg ved at det at være lærer er en livsbeslutning for mange og derfor gør det også ekstra ondt når man svigter.
